Sammen med DSV skabte ak83 arkitekter en designstandard for førstnævntes domicil-, lager- og cross dock byggerier og denne skulle vise sig at vise vejen frem.
Cross docking terminalen i Paris er designet med en solid bund i betonelementer, der brydes af vertikale spor, som skaber en rytme i øjenhøjde. Ovenpå er alu-paneler i to gråtoner, der i sit eget mønster skaber en let genkendelig facade, der ligeledes opleves levende på lang afstand. Samme designkoncept er sidenhen blevet brugt på lagerhaller på andre projekter, så der skabes en samhørighed.
Kontordomicilet står som sit eget fikspunkt for komplekset med reliefeffekt i facadens paneler og markante hvide farve; rent, enkelt og elegant. Indvendigt er der udover et behageligt indeklima en varm velkommende fornemmelse takket være de listebeklædte funktionskerner, der opdeler de enkelte afdelinger af kontoret uden at der skabes direkte aflukkede sektioner. I kontoret findes desuden flere møbler, herunder receptionen, specialdesignet til opgaven, som siden er blevet videreudviklet til andre DSV kontorer.
Konceptet, der sikrer det bedst mulige arbejdsmiljø for DSV’s ansatte, et aspekt som DSV vægter meget højt, er efterfølgende anvendt til mange af DSV’s igangværende og fremtidige byggerier i hele Verden.