Siden 2002 har JYSK haft sit hovedkontor med fin udsigt over Brabrandsøen. Det oprindelige hovedkontor blev i 2010 tilføjet en ny fløj på 3.000 m2 og udvides nu yderligere med 3.700 m2, ud fra ønsket om at være på forkant med forretningens fortsatte vækst.
Bygningen har form som et vredet kvadrat med mindelser fra en firelænget bondegård med et fint, grønt gårdrum i midten. Udvidelsen er tegnet med stor respekt for den eksisterende bygning, med sans for detaljerne og god fornemmelse for helheden. Domicilet tilpasser sig grunden og fremhæver og respekterer den smukke landskabelige placering, med udsigt over Brabrand Ådal – også fra tagterrassen, der udnytter beliggenheden yderligere og skaber et rekreativt frirum på bygningens tag.