Med optimal placering ved motorvejsafkørslen ved Landskrona S ligger DSV’s enorme transport- og logistikterminal som et vartegn og landemærke for området. Projektet er det største af sin art i Nordeuropa og er et eksempel på hvordan byggeri i meget stor skala kan udføres med gennemtænkte, arkitekttegnede løsninger og hvordan en ressourcebevidst tankegang kan optimere byggeriets økonomi.
Kontorbygningen er placeret som en spydspids i grundens sydøstlige hjørne ud mod afkørselssløjfen til motorvejen. Arkitekturen er moderne med sorte facader og store glasflader, der udstråler et smukt lys om aftenen.
Domicilets 10.350 m2 er fordelt på 4 etager omkring et halvcirkelformet atrium med kontakt til alle afdelinger i huset, der giver en fantastisk åben rumfornemmelse og bidrager til et lyst og behageligt arbejdsmiljø. Administrationsbygningens generøse glaspartier og store terrasser giver den forbipasserende et glimt af det attraktive arbejdsmiljø.
Receptionen er placeret i spidsen af bygningen i stueplan og arbejdspladserne fordelt i åbne kontorer i tre plan. Rumforbindelserne giver alle medarbejderne og topledelsen let adgang til mange typer arbejdsområder, både semioffentlige med meget interaktion mellem medarbejderne eller mere stille og afskærmede fokusområder. 3. salen indeholder mødecenter og kantine, hvorfra der er direkte udgang til en stor tagterrasse med udsigt ind over Landskrona og helt ud til Øresund.
Byggeriet er tildelt "Stadsbyggnadspriset 2012" af Stadsbyggnadsnämden i Karlskrona.