Ved REMA 1000 i Horsens har ak83 arkitekter lige nu gang i to projekter
Det er norske Reitan Distribution, der blandt andet står bag REMA 1000, der er bygherre på de to projekter, som på nuværende tidspunkt er under opførsel i Horsens.
I forlængelse af REMA 1000’s hovedkontor og centrallager skal der opføres 2 x fuldautomatisk højlager med forbygning på i alt 29.000 m2, som skal stå færdigt primo 2022. Totalentreprenøren Amatech er godt i gang med jordarbejdet og aftrykket af det nye lager er ved at tage sin form. Den opgravede jord genanvendes i form af en jordvold rundt om den nye bebyggelse, som nu strækker sig over et samlet grundareal på i alt 500.000 m2. På den anden side af jordvolden, i den nordliggende side af matriklen, etableres et rekreativt område med blandt andet stisystem, bålplads og legeområde til beboerne i området.
Udover udvidelsen af centrallageret, er byggeriet af en 17.000 m2 stor returterminal under opførsel, beliggende i det sydvestliggende hjørne af grunden. Reitan gruppen skal selv bruge en del af kvadratmeterne til tomme paller, mælkebure og andre genbrugsmaterialer fra landets REMA 1000 butikker, mens størstedelen af byggeriet lejes ud til Euro Pool System, der opfører et stort fuldautomatisk vaskeanlæg til plastkasser.
På trods af at projektet blev udskudt fire måneder på grund af efterårets og vinterens massive regnvejr har et tæt samarbejde mellem ak83 arkitekter, Reitan og byggeriets totalentreprenør Ajcon fået projektet tilbage på rette spor og projektet skal stå færdigt i slutningen af oktober 2020.