Indflytning i Købke Hus i Carlsberg Byen

Dato31. maj 2018
Kategori Bolig, Kontor / erhverv, Detailhandel
De første beboere i de 41 boliger (34 lejligheder og 7 rækkehuse) er nu flyttet ind og klar til at indtage den hævede fælles gårdhave

Købke Hus i Carlsberg Byens nordøstlige hjørne er tegnet af ak83 arkitekter. Huset på 15.000 m² rummer foruden 41 boliger, fordelt på 34 lejligheder og 7 rækkehuse, også 5.000 m² erhverv og 1.000 m² butikker og caféer, samt p-kælder.

I løbet af forårets måneder er de første beboere flyttet ind i boligerne. Carlsberg Byens grundtanke om blandet byggeri og mangfoldigt byliv bliver bl.a. vækket til live i variationen i boligstørrelse og -typer. Boligerne, som omkranser den hævede fælles gårdhave, spænder i størrelse fra den mindste, men meget veldisponerede bolig, på 42m² over rækkehuse i tre etager på 153 m² med hver to private haver, til 2-etagers lejligheder på op til 167 m². Alle boliger har egne haver, altaner eller tagterrasser. Erhvervsdelen og butikkerne i bygningens nederste etage giver liv til området i dagtimerne, hvor beboerne ikke er hjemme.